Balsampoppel

 

Æ BALSAMPÅPPEL
Dæ støj æn balsampåppel
te synner i wo haew,
o dæn var eet som anner træer,
de wor æn ejen slaew.

Ye fårorsti så bløw æ knoep
så stuer o blank o kløwend,
næe di språng ud,di låwt så gåt,
te de wo snåer bedøwend.

O hæn i maj o juni
mæ mild o fogte loft
dæn støj o fyldt æ kalgor
mæ en lifle balsamdoft

En sjelawot soed o sång så kjøn
i dæn hywest å æ træer,
o hør a no æn droseel syng
de hiele røkker næer.

Så ær æn strags dæhjæmm igjæn
i mark o goer o haew,
de ær æn vænle hælsen
frå di længst fåsvonnen daew.
Jåw,aåen æ dæ manne ting,
vi aller ka fåglæmm
o hæe æ de let baleamdoft
0 så en suelsortstæmm.

II.

Dæn baleampåppel dæhjæmm ve æ goer
den støj let fåbleest i en væstjydsk haew
illywel – dæn ga wos hwæ jænneste oer
si balsamdoft te æn sommergjaew.

Te sist bløw'en ældst,
0 så bløw'en fældet,
o sjæl ær & bløwen så gammel,så gammel,
æn goer ju hæe 0 så småt fålder sammel.

Mæn æ balsampåppel!
næer & tænker 0 den,
så tøga & tit,
de æ sommer igjæn
de æ sommer igjæn!

Balsampoppelen